Vild SpiritualitetVildhed

1-Vildhed

”Hvis vi kan være os selv, og være milde, så åbner det muligheden for at vi kan bevæge os ind i det land, som ofte er ukendt og meget let skaber bekymringer, når vi kun har hørt om det. Vi har ikke let ved at være vilde. Bare forestillingen om det vækker hos mange spontane associationer til noget primitivt, der er uden kontrol, og som er ødelæggende og blindt. Vildskab bliver let opfattet som ensbetydende med at være dyrisk og brutal. Derfor var advarslen i gamle dage, at mennesker skulle undgå at blive ellevilde, fordi de risikerede at blive bjergtagne. Dengang betød ellevild at blive forhekset af elvere og bortført ind i deres underjordiske verden, hvorefter man tog skade for livet og måske ikke engang vendte tilbage til menneskenes verden.

Derfor, ved blot at bringe værekraftens tredje aspekt på tale, bevæger vi os tilsyneladende ud på potentiel farlig grund. Her er det helt afgørende at forstå, at hvis vi er tro mod den trefoldige rækkefølge, som betyder at vi først og fremmest hviler i os selv, og derfra hviler i hjertets mildhed, så vil det at være vild forvandles til noget komplet nyt og anderledes. Her bliver det slet ikke relevant at tale om noget primitivt, blindt eller brutalt. Vi bevæger os ind i en helt ny verden, som er der hvor mødet med vores sidhenatur bliver mulig, og hvor samvær med sidhe-partnere kan vise sig at være helt naturlig.

Det vilde er i denne sammenhæng, at vi bliver utæmmede som vinden, der blæser hvorhen den vil. Utæmmet betyder her, at vi ikke er dresserede, og at vi ikke i vores tilpasninger begynder at følge de tillærte spor, som andre har vist os. Utæmmet betyder, at vi ikke er underlagt rollen som dem, der kopierer andre, men at vi naturligt følger de åbne spor i det frie landskab. Den dresserede bevidsthed er tungt underlagt vedtagne normer. Det betyder at konventioner, offentlig mening og traditionspræget kultur lægger beslag på det meste af bevidstheden, så der kun er en meget lille og snæver grad af frihed og derfor også kun meget lidt kreativitet inden for skarpt afstukne grænser. En dresseret eller tæmmet bevidsthed har meget lidt råderum.

Der findes et udtryk for det vilde, som er kendt blandt Quechua-folkets shamaner i de Peruvianske Andesbjerge. Dette ord er Salka, og det betyder noget i retning af ’utæmmet energi’. Salka er sansen for det vilde, som vi alle har i os. Hvis vi i stedet siger oplevelsen af den frihed, som er essensen i vores dybe natur, så kommer vi det måske nærmere. Salka er den skønhed, som kommer af at møde livets udfordringer med en uforbeholden, helhjertet energi. Salka er også den naturlige ynde, som vi kan opleve, når der et meget oprindeligt præg til stede i en situation. Ja, Salka kan ligefrem ses som ekstatisk og poetisk. Når vi er i kontakt med vores indre Salka, blæser livets vinde i os, og vi er gennemtrængt af en friskhed, der fornyer. Derfor har man også sagt, at Salka kommer helt ude fra vildmarken, og at ulven udtrykker den Salka, som er sværere at få øje på i den tamme hund. Hjorten og ørnen viser den Salka, som er mere skjult i det tamme får og den veltrænede papegøje. Det er også blevet sagt, at kolibrien er et fabelagtigt udtryk for Salka, når den er mest vibrerende og intens. Salka bringer os i kontakt med elementernes verden og lader os føle græsset under fødderne og vinden på vores hud. Salka er til stede i en have, men er lettere for de fleste at opleve ude i vildmarken. Så længe man er stærkt normbundet og søger tryghed i det kendte, vil man derfor sikkert foretrække den velkendte have eller park frem for de uberørte områder af natur.

Måske skulle vi kalde det vildhed og ikke vildskab. At være vild er helt sikkert at være elvervild, og man bliver med garanti bjergtaget. Vildheden åbner til forbudte verdener, som har været – og for nogle stadig er – underlagt religiøse forbud.

Vildheden åbner til den nydelse, som er livsfryden. Det er når vi bevidst træder ind i naturligheden, der ofte er underlagt stærke fordømmelser, at vi møder den uredigerede fryd. Denne fryd er også uskylden, fordi der ikke er beregning og manipulation, men i stedet den åbenhed vi alle har som børn, inden vi gennemgår socialiseringens mange faser. At stå i regnen og lade sig blive våd, så det driver, kan være en ekstatisk oplevelse. At smage på en blomst kan være en ambrosisk nydelse, fremfor kun at se på den som et urørligt objekt. Fryd er ufortolket velvære. Det er fornyelsens eliksir. ”

(Uddrag fra Det Glemte Land, af Søren Hauge, Forlaget WiseHeart 2016)